Mange af os lever livet ’i hovedet’, og vi agerer tit med rationelle beslutninger, som en reaktion på det der sker omkring os, hvad verden omkring os gør. Vi lader os forme af andet og andre – fremfor det, der sker i egen krop og eget sind. Det kan nogle mennesker leve med uden problemer, mens andre på et tidspunkt når dertil, hvor verden i forskellig grad kan blive fjern eller svær at forstå. Det kan gå ud over humøret og kroppen. Mange søger efter et rum, hvor der er plads til den, de er – plads til at mærke efter, og for mange starter det rum med yoga.
Yoga er ikke et rum i sig selv, men det lærer dig, hvordan du kan finde det rum og den plads der skal til inden i dig for at livet omkring dig bliver nemmere at være med.